Nyheder

11. August. 2017

Endelig afsted igen!

 

Så kom LindgaardKjær-klanen endelig afsted igen! 3 år er blevet brugt på at reparere alle de ødelagte penge fra 2014 turen, så nu er det igen tid til at få kigget lidt på globussen.

 

Vi tager denne gang vest på og kigger lidt på Canada, USA og nogle glemte britiske små-øer i Caribien.

 

Vi kom fint til Vancouver og har fået udleveret vores første hjem på hjul. Der er sket en væsentlig opgradering siden køretøjet på NZ! Nu med indbygget toilet og man skal ikke længere være slange-menneske for at komme ind på sin sove-hylde.

 

Turen er gået op langs Sunshine Coast og herefter krydset over til Vancouver Island.

 

Telegraph Cove på nordlige Vancouver Island, blev udforsket i båd og kajak. Fantastisk område hvor mængden af liv i havet er helt ufatteligt! Den årlige vandring af stillehavs-laks op mod floderne, får næsten alle havets rovdyr til at flokkes i området. Pukkelhvaler, minkhvaler, delfiner, store flokke af spækhuggere, sæler og søløver blev set under sejlture i området. Incl. nærkontakt med spækhuggere under vores kajak-tur! Oliver var med egne ord, ved at “lægge en dej i kajakken”, da en stor spækhugger brød vandoverfladen ikke mange meter derfra.

 

De lokale canadiere er også totalt fangst-kåde i denne periode, da laksen kun må fanges i 3 mdr. Så det er alt i alt en lidt træls periode at være laks i.

 

Vi triller nu videre vestover Vancouver Island og daser i øjeblikket i Port Alberni centralt på øen. Her er stinkende varmt og det har ikke regnet i lang tid. Den kombination har givet store skovbrande i staten British Columbia og vinden har båret røgen ud over Vancouver Island. Det giver et noget surrealistisk orange lys dagen igennem og en solnedgang der, i farver, vare det meste af eftermiddagen.

 

Næste stop bliver stillehavskysten hvor der skal surfes og vandres i den tempererede regnskov.

 

Alt i alt en super start på et nyt rejseeventyr!

 

Der er friske billeder uploaded og I hører snart fra os igen.

 

All the best!

 

La Familia Lindgaard & Kjær.

5. september. 2017.

Bison og stridsøkser!

 

Triptælleren har nu passeret de 5000km i vores camper og den første cirkel er ved at være sluttet.

Vancouver Island blev afsluttet med adrenalin-skovtur, hvor Kristoffer endelig fik sit bungy-jump , som han har følt sig snydt for lige siden NZ i 2014. Denne gang var det Maja, der var for klein og nu går hun så og føler sig snydt… Oliver tog også et spring. Mest for at han så stadig har flere spring end sin lillebror :-)

 

Farmor og farfar gjorde os dejligt selskab i 14 dage. Vi samlede dem op i Vancouver og herefter gik turen sydpå mod Grand Teton og Yellowstone Nationalparker i USA.

Først skulle grænsen til USA dog lige krydses….Det blev et studie i ineffektivitet! En slags østeuropæisk flash-back med uniformerede mænd, der skiftedes til at flytte et meget vigtigt stempel rundt på forskellige skriveborde. Alle meget stramme i betrækket, men også med et lille glimt af ”fuck-hvor-jeg-dog-egentlig-hader-mit-job” i øjet, når en stakkels rejsende havde sat et komma forkert på en af de utallige blanketter og derved forhindret det meget vigtige stempel i at blive aktiveret… 2 timer og vi var videre..

 

Endeløse hvede- og græsmarker blev gennemskåret på vejen gennem Washington, Idaho, Montana og Wyoming. Kæft de har meget plads der! Og flat! ”That John Denver guy is full of shit!” hvis den drevne filmkender forstår sådan en ;-) (hint: "Dum og dummere", 1994).

 

Ankomst til Grand Teton National Park, hvor der var stop et par dage for at genopleve hvordan Tintin egentlig blev reddet fra at blive stegt af de vilde i ”Tintin og Soltemplet”. 2 min og 15sek. total solformørkelse på en skyfri dag med Grand Teton bjergene i baggrunden – så bliver det vist ikke smukkere!!

 

Over en uge blev Grand Teton og Yellowstone udforsket. Et fantastisk område med overdådigt dyreliv. Ørne, bjerggeder, elke, bison, sortbjørn, grizzly og ulve. Højdepunkterne nok en stor grizzly der, i tusmørket, stod med hele hovedet begravet i et bison-kadaver og hylende ulveflok en tidlig diset morgen i Lamar Valley. Forstår godt at amerikanerne er stolte af de 2 parker.

 

Vi tog afsked med farmor og farfar og herefter fulgte vi The Rockies videre nordpå. Gennem Banff og Jasper i Alberta, Canada hvor der blev besteget bjergtoppe og nydt synet af de turkise alpine søer. Herefter østpå via Trans Canadian Highway 1 og til sidst Sea-to-the-sun Highway fra Black Comb, Whistler og til Squamish lige nord for Vancouver. Der har været ”nuttede” bær-ædende sort bjørne på camp stederne og hvidhovede fiske-ørne på himlen.

 

Udfordringer? Jo da! Gennem alle de forhenværende indianer-områder som vi har passeret på vores tur har Kristoffer og Maja gravet samtlige strids-økser op, som måtte være begravet der gennem tiderne.

De har med fornyet styrke genfundet deres gamle fjendskab og med mellemøstligt gåpåmod og engagement formår de at skabe konflikter ud af stort set alle dagligdags gøremål.

Det giver lidt stemning i camperen med jævne mellemrum :-)

 

Vi chiller nu i Squamish og har lejet mountainbikes de næste par dage. Så mon ikke en 30-40 daglige kilometer i sadlen kan få de 2 kamphaner til at flette næbbet nogle timer :-)

 

Herefter går turen retur til Vancouver for at blive re-urbaniseret et par dage inden turen går til San Fransisco, hvor en ny camper skal indvies.

 

Der er friske billeder i ny opsætning på billede-siden!

 

Pura Vida!

Fra La Familia Lindgaard & Kjær

 

 

5.oktober.2017

 

Krykker og WIFI.

 

Hold kæft tiden raser afsted! Vi har været på farten i over 2 måneder nu og der er kun godt 3 uger til vi sætter fødder på dansk territorie igen!

 

Vi fik som sagt taget afsked med Canada og tilbragte herefter 3 dage i HomoHovedstaden San Fransisco. Hyggelig by med super havnefront, super stejle gader og super gamle sporvogne. Alcatraz blev besigtiget og gav inspiration til indretning af ungernes værelser i nyt hus derhjemme.

 

Så var det ellers tid til at få udleveret nyt sommerhus på hjul. En lidt mindre residens denne gang, men benzinforbruget fortsat imponerende. Max. 5km /liter.

Vi har efterhånden spist os igennem 2000liter benzin og forventer helt klart julekort fra olie-industrien.

 

Herefter kunne tour de National Park fortsætte. Der blev fræset gennem Californien, Nevada, Utah og Arizona. Fantastiske granitformationer i Yosemite og Sequoia træer med størrelser, der ledte tankerne hen på ”home tree” i filmen Avatar.

40 liter sved blev smidt i Death Valley´s ulidelige varme, mens Mars-ligende landskaber blev udforsket.

Nordpå gennem Utah og Zion National Park, med fantastiske hikes og klatring i sandsten-klipperne. Ægte cowboy landskaber!

Maja citat: ”Ja, det er meget flot, men er der WIFI?!”

 

Grand Canyon South Rim i Arizona fik underkæben til at ramme kanvassen flere gange. Det var en absolut favorit. En lækker helikoptertur gennem området blev prikken over i´et.

 

Mies knæ har dog afholdt hende fra at tage med på de fleste hikes, hvilket er noget rigtigt møg. Vi har tømt medicintasken for steroider og stærkt vanedannende medicin, men det bider ikke rigtig på hende. Et par krykker (og noget Gin) har vi investeret i, og det giver MEGA hurtig passage i diverse lufthavne :-) Så det er da trods alt lidt positivt.

 

Nu blev det så tid til at aflægge plastik-byen, Las Vegas et besøg. Ungerne elskede det! Lys og bling-bling over hele paletten. Vi forlod Las Vegas dagen før USA igen viste, at det ikke forstår simpel matematik. Hvis en given vestlig befolkning har omkring 5 promille bragende psykotiske borgere og hvis 25% af samme befolkning samtidig synes det er mega tidssvarende at have mindst et pløkke-jern under hovedpuden…Ja så får man et rigtig uheldigt overlap mellem de 2 cirkler…Men mon ikke NRA kommer på banen med nogle solide argumenter for at fortsætte ud af samme spor. Måske med hjælp fra afdøde æresmedlem Charlton Heston: ”Guns don´t kill people! Abes, with guns kill people!!” citat: Robin Williams :-)))))

Vi kom derfra i god behold og er nu fløjet til Houston, Texas for at starte på sidste del af rejsen.

Det bliver i bil gennem sydstaterne helt til Florida keys, hvis planen holder.

 

Der er friske billeder i toppen af billedsiden.

 

Pura Vida!

La Familia Lindgaard & Kjær

 

3. november 2017

 

Naturkatastrofer og retur til moderlandet.

 

Vi ramte sydstaterne og samtidig et helt andet USA. Lidt mere tilbagelænet, venlig, afdæmpet og ikke mindst langt mere religiøs. Landskabet blev også langt mere afdæmpet. Fladt som en pandekage, i stærk kontrast til den øvrige del af vores rejse. Det var sgu lidt som at være tilbage på Lolland. Selvfølgelig lige bortset fra de 30grader og den lede luftfugtighed.

Tiden var også kommet til at skifte rejsekoncept. Camper blev skiftet ud med en stor fed SUV fra GMC. Sød musik fra 8 cylindre under hjelmen og plads nok til at alle næsten kunne få deres egen sæderække. Overnatning blev på nyt hotel, motel, B&B og Guesthouse hver dag.

Blev lynhurtigt sølv-medlem på Hotels.com.

 

Houston blev første stop. Her var beboerne netop blevet færdige med at tørre vand op efter orkanen Harvey, der havde forsøgt at drukne byen. NASA blev besøgt incl. udstillingen med alle de rumraketter, der har været brugt gennem tiderne. Blev voldsomt imponeret af den gamle Saturn-V raket, der i sin tid gav astronauter et los i røven, så de røg helt til månen. Man må alligevel have svedt lidt i rumdragten når man sad i spidsen af det heksehyl, mens lunten blev tændt :-)

Videre langs kysten til New Orleans med jazz-musik i gaderne og Mardi Gras stemning hele året, selvom der stadig under overfladen lurer en følelse af genopbygning efter orkanen Katrina i 2005.

Kort afstikker helt ud til den Mexicanske Gulf, ved Orange Beach, for lige at have badet i det hav også.

Den gamle slaveplantage Whitney Plantation i Mississippi gav 3 timers meget dårlig samvittighed over egen hudfarve og forfædres uhyrlige omgang med andre mennesker. Især mindelunden i silende regn under mørke skyer gav stof til eftertanke.

 

Ungerne havde set frem til sump og alligatorer og det er heldigvis ikke svært at finde i sydstaterne. Luftbåd på Everglades med gammel sumpindianer som kaptajn og besøg i alligator park, hvor der blev taget de klassiske se-jeg-holder-en-farlig-alligator-billeder. Selvfølgelig en alligator med sammen-tapede kæber, hvor man næsten kunne høre den tænke: ”Havde jeg da for fanden bare en saks og nogle længere arme! Lorte evolution!”

 

I Crystal River blev der snorklet med manatees (sø-flæsk). 1000kg flæsket havkvæg, der gnaskede løs i havbunden.

Landkvæg blev vi underholdt af, ved det lokale rodeo i Indian Town, hvor vi helt sikkert var de eneste besøgende uden for kommunegrænsen. En super oplevelse af et amerikansk Hjallerup Marked, dog incl. tosser, der konkurrerede i at sidde længst tid på 800kg ond ophidset grillbøf. Det var fandme god underholdning.

 

Vi kørte til vejen holdt op. Og det gør den på Key West, hvor vi tilbragte nogle dage ved poolen og testede mojito´s.

 

Den generelle tendens på vores tur, har været at vi har rejst i halen på diverse naturkatastrofer. Kæmpe skovbrande i Nordamerika, orkaner og oversømmelser i Houston, Florida, The Keys og Turks & Caicos. Det har undervejs givet lidt ængstelige forventninger til, hvad vi ville komme frem til. Dog har reglen været, at vi kunne dividere mediernes billede af situationen med ca. 10 og så havde vi virkeligheden. Når man rejste igennem de ramte områder fik man også et klart indtryk af, at dem det gik værst ud over, var dem som aldrig havde læst ”Ulven og de 3 små grise”.

 

Efter at have afleveret vores 340 hestekræfter i Fort Lauderdale fløj vi til Turks & Caicos i Caribien for at slutte det hele af med 7 dages strand, hav og ren afslapning. Der blev snorklet og dykket med havskildpadder, hajer og kæmpe barracudaer.

 

Og så var det hele slut. 15.000km asfalt, lidt lufthavne og et par blink med øjnene og nu står vi alle 5 igen i Odense V. Den første leverpostej er købt og ungerne er sendt i skole. Gammelt arbejde, overarbejde og nyt arbejde venter. Glade for at være hjemme, men alligevel også lidt vemodigt at turen er overstået. Det har været en fantastisk rejse.

 

Nå men, vi skal i gang med at reparere en masse ødelagte penge og lægge nye planer for hvordan vi kan ødelægge dem igen ;-)

 

Som altid Pura Vida og lidt friske billeder uploadet !

 

La Familia Lindgaard & Kjær

 

Copyright @ All Rights Reserved